The Hairpin Bend

Frihed, lighed og bistandshjælp

2007-04-26T23:31:00.000+02:00

Jeg har for tiden ikke lyst til at blogge, men The Hairpin Bend bliver ikke lukket ned af den grund. I stedet får I her en lidt ældre skrivelse, der oprindeligt ikke var tænkt som et blog-indlæg. Mere følger senere.

Forleden hørte jeg en interessant vittighed: På en restaurant i København sidder to amerikanere og en dansk mand, der alle lider med alvorlige fysiske belastninger. Pludselig går døren på restauranten op og ind kommer Jesus. De tre mænd inviterer Jesus hen til deres bord. Efter en hyggelig stund bryder Jesus op og giver hånd til farvel. Da Jesus giver hånd til den første amerikaner forsvinder amerikaneres gevaldige vom. Herefter giver Jesus hånd til den anden amerikaner og dennes amputerede ben vokser ud. Da er det, at danskeren udbryder: "Mig holder du dig fra, jeg får fuld invalidepension!"

I de seneste måneders tid har jeg også været vidne til en sand bølge af forslag om diverse forbud vælte indover landet: Kræftens Bekæmpelse har foreslået et forbud mod, at børn og unge kan gå i solarium. Socialdemokraten Christel Schaldemose har ytret et ønske om et forbud mod reklamer for junkfood. Professor Arne Astrup ønsker et tilsvarende forbud mod reklamer til børn for slik og sodavand. Overlæge Birgitte Wiele har på vegne af børnelægernes udvalg for ernæring argumenteret for at forbyde mængderabat på slik, sodavand, chips og kager. Isabella Frenning, næstformand i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, ønsker et statsligt forbud mod tynde modeller. Justitsminister Lene Espersen vil forbyde en skydesportsgren, der ikke har medført uheld i 30 år. Og så har vi selvfølgelig også det famøse rygeforbud.

Vittigheden og de mange forbudsforslag har måske ikke umiddelbart særlig meget til fælles, men med lidt nærmere granskning er de faktisk begge udtryk for samme bagvedliggende menneskesyn. Dette menneskesyn er dystert, nedladende og negativt. Kernen i det er, at mennesket er for dårligt udrustet til at tage vare på sig selv og komme fremad alene uden politikernes indblandende instruktion og uden forsøgerstatens overdrevne hjælp. Mennesket er simpelthen enten for uvidende, for svagt, for fattigt eller på en andre tænkelige måde for mangelfuldt og utilstrækkeligt til at stræbe hen imod et frugtbart og lykkeligt liv.
Det er selvfølgelig en smule groft at klandre danskeren i vittigheden for at besidde dette negative menneskesyn, da vedkommende rent faktisk har visse fysiske skavanker. Ikke desto mindre er hans markante afvisning af Jesus’ helbredende håndtryk et fint eksempel på det negative menneskesyn manglende tiltro til, at man kan skabe et frugtbart liv ved egen hjælp. Selv uden sit fysiske handicap tror danskeren ikke på sig selv.

I klar kontrast til det negative menneskesyn findes det positive menneskesyn. Dette menneskesyn er netop baseret på en tiltro til, at når andre mennesker ikke forhindrer et menneske i at udfolde sine evner og dispositioner, så vil det i almindelighed være i stand til at sikre sig hvad vedkommende har behov for, for at trives i sit liv. Det positive menneskesyn indrømmer selvfølgelig, at mennesket til tider har brug for både økonomisk og følelsesmæssig assistance, men grundlæggende besidder mennesket alligevel selv kapaciteten til at blomstre, så længe det ikke undertrykkes af andre mennesker. Hvis denne undertrykkelse stoppes, så vil mennesket kunne udføre utallige opgaver og opfylde vidt forskellige mål – måske ikke alle lige effektivt og bestemt ikke alle samtidig, men ikke desto mindre med betragtelig succes.
Essensen i dette menneskesyn er altså, at mennesket er et aktivt, kreativt, produktivt og et selvmotiverende væsen, der kan skabe bedre vilkår for sig selv, hvis man forhindrer andre menneskers indgreb og indblanding. Når disse indgreb bliver gjort strafbare og afværget, vil mennesket have muligheden for at udøve deres kapacitet til at forbedre sit eget liv og tage vare på sig selv. Derfor behøver mennesket ikke at indrullere andre til at forsørge og tjene dem, men vil i stedet finde gensidigt acceptable måder at opnå deres fredelige mål på. Mennesket har heller ikke brug for at modtage retningslinjer i form af talrige forbud, da mennesket i det store hele er bedre og mere duelig til at sørge for sit eget liv end nogen anden er.

Tilhængerne af det negative menneskesyn vil sandsynligvis også mene, at det er forholdsvist hensigtsmæssigt at forhindre kriminelle indgreb i menneskets liv, men det er bare ikke nok til at sikre menneskets lykke. Eftersom mennesket grundlæggende er passivt, hjælpeløst og uvirksomt, så gør det nemlig ikke den helt store forskel, at man fjerner de forhindringer og indskrænkninger som andre menneskers indblanding indebærer. Selv hvis al kriminel indblanding blev stoppet, så ville mennesket sandsynligvis stadig ikke undslippe fattigdom, uvidenhed, ulykke og generel usikkerhed. De eneste, der vil få succes, er de par håndfulde, der har været så heldige at arve fordelagtige gener eller er havnet i et blomstrende, socialt miljø. Det resterende samfund vil ikke bevæge sig synderligt og vil i stedet forblive økonomisk, psykologisk, kulturelt og socialt underudviklet.
Derfor er det ikke nok blot med frihed og bekæmpelse af traditionel kriminalitet. Mennesket skal vejledes og styres, og det både forstandsmæssigt og økonomisk. Derfor vil fortalerne for det negative menneskesyn gå ind for markant regulering af økonomien, en kraftig omfordeling og masser af formynderi på det personlige plan. Alle disse indgreb i det enkelte menneskes liv vil blive retfærdiggjort med en henkastet henvisning til menneskets immanente svaghed og dets behov for vejledning, understøttelse og hjælp i næsten alle henseende.

Selvom disse to menneskesyn selvfølgelig er en anelse karikerede og forsimplede, er de stadig værd at have i baghovedet i den politiske diskussion. Eftersom menneskets karakter næppe er en fuldstændig iboende entitet, der ikke lader sig påvirke af eksterne impulser, så vil det have en enorm betydning hvilket menneskesyn man baserer sin grundlæggende politik på. Hvis man – som det har været tilfældet i Danmark i de seneste 40 år – behandler mennesket som et viljeløst og ansvarsløst væsen, så vil det med tiden også begynde at opføre sig således. Hvis man konsekvent fortæller mennesket, at det grundlæggende er uproduktivt og svagt, og derfor skal kompenseres og vejledes i alle henseende, så vil det med tiden også blive uproduktivt og svagt. Hvis man ligeledes konsekvent bygger sin politik på, at succesfulde mennesker kun har opnået deres succes ved et tilfælde, og man derfor sagtens kan tillade sig at fratage dem store dele af deres fortjeneste, så vil antallet af succesfulde og stræbsomme mennesker langsomt mindskes.

Alt dette er ikke bare ubegrundende postulater. Det mest tydelige tegn på, at ovenstående rent faktisk er sandt, er den voldsomme og kontinuerlige stigning af personer på passiv forsørgelse: Ifølge et notat lavet af tænketanken CEPOS er antallet af overførselsmodtagere fra 1970 til 2006 fordoblet fra ca. 918.000 personer til 1.834.000 personer. I samme periode er den private beskæftigelse faldet med ca. 152.000 personer. Færre og færre arbejder i den velstandsfrembringende sektor, mens flere og flere lever af andres indkomst gennem passiv forsørgelse. Som de fleste nok ved, så er dette ikke en holdbar samfundsøkonomisk situation på lang sigt.
Selvom en del af stigningen i passiv forsørgelse nok skyldes et øget udbud af såkaldte velfærdsordninger, et lidt øget befolkningstal og demografiske forskydninger i det hele taget, så kan dette ikke forklare hele stigningen. Grundlæggende er stigningen nemlig den naturlige konsekvens af et menneskesyn, der fordrer svaghed, umyndiggørelse og uproduktivitet.
Et andet tegn på det negative menneskesyns katastrofale konsekvenser er den markante stigning i kriminalitet: Ifølge Danmarks Statistik Statistisk Årbog 2002 var antallet af forbrydelser nogenlunde stabilt fra 1935 til 1960. Dette var en periode med en befolkningsstigning på omkring en fjerdedel, så rent faktisk blev Danmark blev mere og mere sikkert. Men da det negative menneskesyn og dens dertilhørende politik blev politisk kutyme i begyndelsen af 1960’erne eksploderede antallet af lovovertrædelser. Fra 1960 og frem til år 2002 er antallet af anmeldte lovovertrædelser steget med over 400%. I denne periode er befolkningstallet faktisk kun steget med en sjettedel, så det er altså en voldsom stigning. Særligt volden er steget betragteligt. Antallet af anmeldte voldsforbrydelser pr. tusinde indbygger er steget med intet mindre 556%.
En øget anmeldelsestendens har selvfølgelig indflydelse på disse tal, da noget kriminalitet var mere acceptabelt tidligere hvorfor det ikke blev anmeldt. Ligeledes er der forskningsmæssige indicier på, at livet i storbyer gør mennesker mere kriminelle, hvilket sandsynligvis er sandt nok. Men kan disse forklare hele stigningen? Nej, jeg kan kun tolke (den største del af) stigningen som den logiske følge af det negative menneskesyns forvandling af mennesket til et apatisk og sløvt væsen, der er fuldstændig frataget bare skyggen af personligt ansvar.

Af disse grunde er det bydende nødvendigt at tage et opgør med det negative menneskesyn og i stedet benytte sig af det positive menneskesyn. Og netop derfor skal alle de tidligere nævnte forbudsforslag afvises. Det er ikke et trivielt stridsspørgsmål om en række ellers velmenende forslag, men en værdikamp, der afgører landets fremtid. Vi står nemlig overfor en skillevej, hvor vi enten kan følge samme trælsomme vej som vi har gjort gennem de seneste 40 år eller gå nye veje og afmontere det negative menneskesyn og dets invaliderende forsørger- og forbudssystem. Den første vej vil ende med, at vi kryber og kravler direkte ind i endnu større sociale og økonomiske problemer. Den anden vej vil derimod give mennesket frihed til at udfolde sin frugtbare kreativitet og produktivitet, så det danske samfund kan blomstre. Lad os prøve frihedens vej.

De kommer også til Danmark

2007-03-29T14:40:00.000+02:00

Det er ved at være mange måneder siden denne blog sidst har beskæftiget sig med indvandring, derfor vil jeg gerne bringe et strålende indlæg i den tilsvarende amerikanske debat skrevet af Gene Callahan. Jeg kan kun tilslutte mig indlæggets fine pointer.

They're Coming To America
Many libertarians have been far too complacent in the face of a growing threat to our cultural cohesion, our way of life, and our liberty. I'm talking, of course, about the thousands of people who arrive in our country everyday, hoping to make it their new home.

Those arrivals present us with a myriad of social problems. For the most part, they do not speak our language. They are unfamiliar with our culture. It will take time to assimilate them all, and the government's effort to promote multi-culturalism through the public schools and other government institutions can only lengthen that assimilation time.

Few of these strangers arrive in America with job offers in hand. The odds are high that many of them will rely, at some point in their lives, on government handouts. And studies show that the longer new arrivals reside in the country, the more likely they are to receive welfare.

They will make use of public transportation, public roads, public utilities, public schools, and so on, further straining resources that are already stretched thin in many cases. Their arrival results in a "dumbing down" of the public education system, prompting politicians to throw even more money at it.

All of the above means an increased tax burden on the productive members of society, many of whom already work over half their day to pay their federal, state, and local income taxes, sales taxes, excise taxes, tariffs, and fees.

Because of the lure of government largesse dangled before them, the new arrivals represent a ready-made voting block for a bigger state. Unfamiliar with the American tradition of limited government, the arguments against expanded social programs seem remote and abstract to them, while the benefits appear immediate and tangible. The resultant swelling of the class of tax consumers portends an ominous increase in the scope of the welfare state.

As we have time to watch them adapting to our country, we find their customs strange. Whether it is their music, dress, dating, or manners, their distinct cultures present what appears to be an unbridgeable gulf between them and traditional American life. Americans find themselves longing, as Peter Brimelow put it, "for some degree of ethnic and cultural coherence."

It is true that many of them will become productive members of the workforce. But, so long as there are people already living in our country who are without work, or stuck in menial jobs, it ill-behooves us to bring in newcomers to grab the good jobs that the economy does create.

Libertarians are correctly suspicious of any increases in government power. In the case of these new Americans, however, it should be clear that the cause of liberty is advanced, not retarded, by limiting their influx. So great are their numbers, and so enormous is the difficulty in assimilating them, that the current situation amounts to little less than a foreign invasion of our shores. Libertarians should at least be able to agree that as long as we have any government, its most essential role is to protect the nation from foreign invasion!

Of course, in a purely libertarian society, it would be property owners who would have the right to accept or reject anyone wishing to live on or otherwise use their property. But we don't live in that society. Property owners today are limited by law from excluding individuals from their place of employment due to affirmative-action and anti-discrimination laws, and from their neighborhoods by civil-rights legislation.

Simply reducing the number of arrivals allowed in the country each year would be a step forward. But given the vast numbers who have already arrived in the past two decades, it would be wiser to place a several-year moratorium on all new…

What's that you say? Immigration?! You think I've been talking about immigrants?

I've been talking about babies. What we need is a several-year moratorium on births. Our battle cry should be, "Outlaw babies, for the sake of our liberty!"

Matador, bageren og kagen

2007-03-23T10:20:00.000+01:00

Jeg har tidligere brutalt reduceret socialismen til at indeholde to etiske principper: materiel egalitarisme og exitus acta probat (målet retfærdiggør midlerne). Denne reduktion står jeg grundlæggende stadig ved, men jeg har erfaret, at der måske også er andre forestillinger, der har en enorm betydning. Disse forestillinger er fundamentet for socialismens etiske fordringer. Forestillingerne betinger så at sige socialismens etik og politik.

En af disse forestillinger er troen på, at én persons gevinst er anden persons tab. Denne tro kan spores langt tilbage i tiden og tager derfor mange forskellige former, men den er i nyere tid oftest blevet beskrevet som en tro på, at livet er et nulsumsspil (eller konstantsumsspil). Et nulsumsspil er et begreb fra spilteorien som indebærer, at gevinster og tab i et spil udligner hinanden. Summen af gevinster og tab er altså lig nul. Spillerne af dette spil kan hverken forøge eller formindske de samlede ressourcer, men kan kun vinde på direkte bekostning af andre.
Et ligefremt eksempel på et simpelt nulsumsspil er poker: I poker vinder man kun de midler som de andre spillere taber. Man kan ikke samarbejde om at øge puljen til alles fordel. Den eneste måde man kan maksimere sin fortjeneste er ved at vinde over andre og dermed tilegne sig deres midler.
Et andet eksempel på et nulsumsspil er det at skære en kage. Kagen vokser ikke magisk ved, at man sætter kniven i den, derfor vil den ene persons store stykke kage uundgåeligt resultere i, at en anden person får et mindre stykke kage. Lige så snart man fraviger den fuldstændig lige kagefordeling betyder det altså, at en eller flere personer mister kage.
Kageanalogien er samtidig også brugbar til at forklare hvorfor socialister foretrækker materiel egalitarisme. Hvis man ønsker, at alle spillere i et nulsumsspil skal have mest muligt, så er en ligelig fordeling at foretrække. Den materielle egalitarisme er med andre ord den Pareto-ligevægt, hvor alle personer har mest muligt. Hvis ligheden tilsidesættes betyder det, at nogle taber. Dette ræsonnement er frontløberen for den marxistiske tese om bourgeoisiets udbytning af proletariatet og er af essentiel betyd- ning for socialismens materielle egalitarisme.
Et endnu mere nyttigt eksempel på et nulsumsspil er det underholdende brætspil Matador. Ligesom i poker findes der i Matador også en konstant sum af ressourcer som man kan spille om. Det er derfor et grundlæggende præmis i Matador, at man kun kan vinde ved at slå de andre spillere. Socialister vil påpege, at Matador er et strålende eksempel på hvordan virkeligheden ser ud, derfor skal vi fordele alle penge og ejendomme ligeligt. Alternativet til at distribuere alle ressourcer ligeligt er at lade de heldige, der tilfældigvis har evnerne til at vinde, udnytte de uheldige. Alternativet til materiel egalitarisme er at kaste terninger om noget så vigtigt som menneskers liv og lykke.

Det er intet overraskende og originalt i min fremstilling af ovenstående tro. Det kræver heller ikke særlig meget økonomisk indsigt at tilbagevise denne forestilling. Matador er nemlig ikke som virkeligheden. I Matador er der 40 felter, en fast mængde ressourcer og absolut ingen mulighed for at udvide dette. I Matador kan man derfor ikke opkøbe en billig landgrund og forvandle den til nyt boligområde. Man kan heller ikke bygge jernbaner og lufthavne eller opfinde andre teknologiske landvindinger, der udvider spillets samlede ressourcer. Men hvad der måske er endnu vigtigere, så kan du kun tjene penge, hvis sagesløse spillere tilfældigvis lander på et af dine felter. Dette er i direkte kontrast med hvordan man i virkeligheden opnår værdiforøgelse.
Når man i virkeligheden lejer en bolig, besøger et hotel, køber en færgebillet, går til en koncert, spiser på en restaurant eller på en anden måde bytter sig til en vare eller tjeneste, så gør man det ikke fordi man tilfældigvis lander i en anden persons domæne. Man gør det derimod fordi man ser en fordel ved at gøre det. Alle ovenstående byttehandler er nemlig frivillige udvekslinger af to værdier mellem to parter med henblik på deres egen gensidige fordel. Frivilligheden betyder, at ingen af de to parter tvinger den anden part til at acceptere udvekslingen. Begge parter accepterer udvekslingen af egen vilje uden at blive truet med knive, pistoler, knyttede næver eller spilleregler skrevet på bagsiden af et låg. Den gensidige fordel betyder, at begge parter indgår i udvekslingen, fordi begge mener, at de vil forbedre deres vilkår igennem byttehandlen.
I Matador tager man på hotel fordi man nødt til det når man tilfældigvis lander på et felt med et hotel, men i virkeligheden ser det helt anderledes ud. Den ene spiller har måske en ordentlig pose penge, men mangler desperat et sted at sove, mens den anden spiller har to senge, men kunne godt tænke sig nogle penge til at starte et bageri. Derfor bytter de nogle af pengene for den overflødige seng. Herefter omdanner den kommende bager sit nu tomme soveværelse til et lille bageri. Tiden går og det bliver vinter. Bageren mangler derfor en frakke, der kan holde ham varm. Skrædderen har derimod masser af frakker, men har imidlertid intet brød og er ganske sulten. Bageren har heldigvis på bedste vis benyttet sit lille bageri til at lavet langt mere brød end han nogensinde selv kan spise, derfor bytter han noget brød for en frakke. Således kan man fortsætte i en uendelighed.
Min pointe med ovenstående eksempel er selvfølgelig at illustrere hvordan frivillige handler til gensidig fordel kan se ud. Endvidere viser eksemplet, at handel faktisk ikke er et nulsumsspil. Ingen af spillerne i ovenstående eksempel er nemlig blevet dårligere stillet, men får derimod opfyldt deres behov og ønsker. Dette skyldes, at de forskellige spillere værdsætter de forskellige værdier forskelligt. Hvis den ene spiller tilbyder en anden spiller 2000 kr. for at købe den ledige seng, så skyldes det, at han værdsætter sengen højere end de 2000 kr. Hvis den anden spiller tager imod tilbudet, så skyldes det, at han værdsætter de 2000 kr. højere end hans overflødige seng. Ligeledes er værdien af brød relativt lille for bageren, mens værdien af en frakke er relativt højere. For skrædderen er det direkte omvendt. Derfor opnår alle spillere en (subjektiv) værdiforøgelse ved at handle med hinanden. Handel er altså et plussumsspil.

Der findes selvfølgelig også andre måder at vise, at handel er et plussumsspil. En måde er at betragte, hvor villige og ivrige folk egentlig er efter at bytte og handle forskellige varer og ydelser. Hvis man går en tur nedad Strøget en varm eftermiddag vil man meget hurtigt opdage, at både butiksindehavere og indkøbere nyder at handle og bytte. Ville de gøre dette, hvis de tabte på det? Selvfølgelig ikke.

Man kan også betragte historien. Ved at gøre dette får man samtidig illustreret en anden pointe: I modsætning til en virkelig kage, så kan samfundskagen faktisk vokse og skrumpe på næsten magisk vis. Det er mig et mysterium, at nogle mener, at kageanalogien er en passende beskrivelse på virkeligheden. For blot 200 år siden var klodens samlede befolkning tæt på sultegrænsen, folk døde af nu helbredelige sygdomme og havde ingen smarte teknologiske indretninger såsom elektriske pærer, biler, computere og weblogs. For 2000 år siden var muldfjælsploven ikke engang opfundet i Danmark og levestandarden – selv for de rigeste høvdinger og konger – var langt under hvad den er i dag. For 2 millioner år siden var stenredskaber det hotteste i samfund bestående af nomadiske jægere og udomesticerende fødeindsamlere. Hvis kageanalogien er sand, hvordan har hele menneskeheden så udviklet sig så enormt? Fælles fattigdom var menneskets startfelt, men 2,5 millioner felter senere kan jeg skrive dette på en bærbar computer, mens jeg ser satellit-tv, drikker en kold drikkevare fra køleskabet og venter på, at min pastaret med ingredienser fra fremmede lande bliver færdig på komfuret. Er kagen virkelig ikke blevet større for alle os glade kagespisere (som der i øvrigt aldrig nogensinde har været flere af)?

Med menneskets historie i baghovedet kan det virke en anelse useriøst at påstå, at kagen rent faktisk også kan skrumpe, men ikke desto mindre kan det godt lade sig gøre. Og den kan i hvert fald skrumpe relativt, altså vokse meget langsommere end hvad der rent faktisk er en realistisk mulighed. Når dette sker er det paradoksalt nok ofte i socialistiske samfund, der tilstræber en fuldstændig lige fordeling og tror på Matador-virkeligheden (dette er selvfølgelig ikke det eneste, der kan få samfunds- kagen til at ’skrumpe’).
For at illustrere hvorfor det forholder sig sådan kan man forestille sig et samfund med 1 million indbyggere og 100% indkomstudjævning. I dette samfund lever vores føromtalte bager, der på egen hånd tjener lige præcis hvad der svarer til samfundets egalitære Pareto-ligevægt. Vores bager er en flittig mand, der sagtens kan fordoble sin nuværende arbejdsindsats, hvormed han også fordobler udbyttet af sit arbejde. I stedet for 50 brød kan han altså lave 100 brød. Efterspørgslen på brød er høj nok til at afsætte 50 ekstra brød til samme pris som de første 50, derfor vil han tjene værdien af 50 brød ved at fordoble sin arbejdsindsats, altså en fordobling af sin indtjening. Denne fordobling sker selvfølgelig ved frivillig handel til gensidig fordel – ingen bliver tvunget til at købe hans brød og alle er tilfredse og mætte.
Lad os antage, at den ekstra indtjening er 500 kr. Hvis samfundet fortsat skal være helt lige, så skal bagerens fordoblede indtjening fordeles ud på de resterende 999.999 indbyggere. Dette betyder, at bageren selv kun får 1/1.000.000 (en milliontedel) af 500 kr. ud af at fordoble sin arbejdsindsats i stedet for de 500 kr. Da bageren opdager dette stopper han ikke bare med at fordoble sin arbejdsindsats, men han stopper helt med at arbejde. I stedet omdanner sit bageri til et poolrum. Hvorfor? Jo, for selvom samfundet bliver fattigere af at miste bagerens arbejdsindsats, så taber han personligt kun 1/1.000.000 af sin indkomst pga. den konstante indkomstudjævning. Langsomt begynder alle andre også at finde ud af dette og til sidst er det kun idealisterne og tåberne, der stadig arbejder og producerer. Da idealister og tåber til enhver tid er en lille minoritet, vil samfundet i ro og mag blive fattigere og fattigere og samfundskagen vil uundvigeligt skrumpe. Ekstrem omfordeling er altså på lang sigt et minussumspil.

Vores bager-eksempel kan også bruges til at illustrere min sidste pointe. For hvem er det, der skaber noget i ovenstående eksempel? Det er den kreative, arbejdsomme og virkelystne entreprenør, der formår at tilfredsstille andre folks behov og ønsker. Denne entreprenør eksisterer ikke blot i form af vores førnævnte bager, men også i skrædderen, lægen, bilfabrikanten, filmproducenten, den prostituerede og mange, mange andre. Fælles for dem alle er en yderst specialiseret, driftig og forudseende arbejdsindsats, der i sidste ende belønnes af andre mennesker til alles gensidige fordel. Bagerens brød er altså helt og aldeles virkningen af en arbejdsindsats og investering fra bagerens side. Brødene falder simpelthen ikke bare ned som mana fra himmelen (for at parafrasere Robert Nozick).

At tro, at verden er et nulsumsspil er ikke bare faktuelt forkert, men – som forsøgt demonstreret til sidst – også særdeles farligt. Socialismens egalitære materialisme begrundes ofte med en henkastet henvisning til nulsumsspil, derfor er det bydende nødvendigt, at man som liberal modsætter sig denne opfattelse. Det lyder trivielt og er det måske også. Dette indlæg er i hvert fald næppe det mest intellektuelt stimulerende på The Hairpin Bend. Ikke desto mindre er det en vigtig kamp. Af samme årsag er det vigtigt at angribe andre socialistiske forestillinger såsom den objektive værditeori og forestillingen om, at staten kan skabe vækst. Netop derfor vil jeg afslutte indlægget med en anbefaling af David Gress’ nye bog Velstandens kilder, hvori han på fornem vis (blandt meget andet) anfægter socialismens mest basale fundamenter. Læs den!

Studerende for Kulturel Mangfoldighed

2007-03-22T04:46:00.000+01:00

Nogle gange er det temmelig underholdende at studere statskundskab på Københavns Universitet. Det er eksempelvis yderst morsomt, når man modtager følgende mail fra en gruppe, der kalder som Studerende for Kulturel Mangfoldighed:

Vi lever i dag i et samfund, der er så rigt som aldrig før, og de mange borgeres frihed er større end i de fleste andre lande. Dog frygter vi, at vores succes fører til selvtilfredshed, og at denne ender i usynliggørelse og privatisering af de reelle problemer der findes. Vi ser tendenser til at de fås meninger negligeres, mens de manges tilfredshed kommer til at retfærdiggøre magelighed og manglende vilje til at tænke i alternativer. Samfundet er ikke en motorvej, som blot skal tilføres nye spor, men sideveje, omveje og blindgyder.

Vores målsætning er tvedelt. Vi ønsker at arbejde for bevaring af de eksisterende fristeder og åndehuller, som endnu ikke er underlagt brede samfundsprioriteringer. Samtidig ønsker vi at udøve en konstruktiv og skabende kritik overfor de samfundsmekanismer og politiske valg, som fører debatten væk fra den reelle mulighed for, at vi lader vort rige samfund udvikle sig i retning af større mangfoldighed, åbenhed, generøsitet og tillid.

Netværket 'Studerende for kulturel mangfoldighed' (SFKM) skal være et forum for tværfaglig diskussion, hvor alternativer til den nuværende udvikling kan gennemtænkes, og hvor liberal åbenhed overfor nytænkning og eksisterende mangfoldighed kan udfolde sig. Samtidig vil vi søge at udvikle det kritiske potentiale, der ligger gemt i vores tværdisciplinære samarbejde.
SFKM skal til enhver tid promovere en akademisk kvalificeret kritik af alle tendenser til samfundsmæssig ensretning. Netværket har til formål at blotlægge de eksisterende debatters skjulte forudsætninger og logikker og at fastholde nødvendigheden af og muligheden for at foretage politiske valg i en globaliseret verden.

Hvad i alverden snakker de egentlig om? Er der nogle, der kan gennemskue denne selvfede, prætentiøse retorik? Privatisering af problemer? Blindgyder og motorveje? Politiske valg? Say what?!

Jeg vil vende tilbage igen i morgen. Ikke med et svar på dette indlægs spørgsmål, men med et nyt og seriøst indlæg om noget helt andet. Ja, rygterne om min død er stærkt overdrevne. The Hairpin Bend vil forblive i live så længe en gruppe som Studerende for Kulturel Mangfoldighed eksisterer.

Vi er så fattige

2007-02-25T01:07:00.000+01:00

Så skal vi igennem hele fattigdomsmøllen en gang til. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udgivet en rapport, hvori de konkluderer, at fattigdommen er stigende i Danmark. For de fleste godhjertede danskere er dette en skrækkelig nyhed. De fleste vil nok spørge sig selv hvordan folk kan være fattige i et så rigt land som Danmark og nogle vil måske endda fremføre, at det da er noget vi (læs: opportunistiske politikere) skal gøre noget ved.
Men lad os lige prøve at køle lidt ned (også jer, Politiken-læsere). Inden vi bryder ind hos Mærsk McKinney-Møller og stjæler store dele af hans formue for at dele dem ud som almisser til alle de stakkels, fattige danskere, så skulle vi måske lige bruge 5 minutter på at sætte os ind i hvad Arbejderbevægelsens Erhvervsråd egentlig skriver: ”Fattige er defineret som antallet af personer med en indkomst under halvdelen af medianindkomsten, hvor medianindkomsten er en betegnelse for den midterste indkomst i indkomstfordelingen.” Det er altså den relative fattigdom, der er steget. Dette siger måske ikke den godhjertede dansker særlig meget, men det har faktisk enorm betydning om det er den relative eller absolutte fattigdom, som bliver målt. Det forholder sig nemlig sådan, at begrebet ’relativ fattigdom’ er – for at bruge et godt dansk udtryk – bullshit!

For at demonstrere idiotien bag den relative fattigdom kan man forestille sig et samfund, hvor de alle øger deres realindkomst med 10% på et år. Er der så ikke blevet færre fattige når året er omme? Nej. Ifølge Arbejderbevægelses Erhvervsråd er ikke én person kommet ud af fattigdomsfælden, for selvom alles realindkomst er steget, så er den indbyrdes indkomstfordeling uændret og den relative fattigdom er blevet på samme niveau som tidligere. Faktisk ved vi, at jo flere år man tilbringer som fattig, desto sværere er det at komme ud af fattigdommen, så rent faktisk er den lige velstandsstigning et negativ fænomen.
Idiotien bliver dog endnu mere tydelig hvis man forestiller sig, at de rigeste halvdel i det førnævnte samfund i det følgende år oplever en stigning i realindkomsten på 20%, mens den fattigste fjerdedel kun oplever en stigning på 15%. Nu har vi lige pludselig oplevet en stigning i antallet af fattige, selvom ingen har fået det dårligere – tværtimod. Den ulige men generelle velstandsstigning er altså virkelig et farligt fænomen!
Men hvad sker der så året efter? Jo, nogle nævenyttige politikere (med støtte fra Politiken) vælger at lave et hav af politiske indgreb i økonomien. Konsekvensen er katastrofal og de rigestes realindkomst falder med hele 15%. De fattigste bliver ikke ramt helt så hårdt og deres realindkomst falder kun med 5%. Alle tjener dog mindre. Alligevel er politikerne glade. Hvorfor? Jo, for nu er den relative fattigdom faldet, da indkomstfordelingen er blevet mere lige og jævn.

Den relative fattigdom er altså intet andet end en banal måling af den relative ulighed. Og som alle fornuftige mennesker burde vide så fortæller ulighed intet om det reelle indkomstniveau. Selv Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ved dette og skriver derfor følgende i deres famøse rapport: ”En person med lav indkomst har jo ikke lavere forbrugsmuligheder, fordi middelklassen bliver rigere.” Så sandt, så sandt.

Krydsblogget på Liberator bRog.

Det positive og negative menneskesyn

2007-02-24T00:08:00.000+01:00

Forleden skrev jeg om David Helds forbløffende uvidenhed med hensyn til Robert Nozicks forfatterskab og teorier. Det er dog ikke kun denne manglende kendskab til essentielle dele af Anarchy, State and Utopia, der er skræmmende. Hans positive frihedsopfattelse, som han hele bogen igennem implicit tilslutter sig, er mindst lige så forrykt. Jeg har kritiseret denne frihedsopfattelse tilstrækkeligt i et tidligere indlæg, og vil derfor ikke gentage mig selv endnu engang i dette indlæg.

I stedet vil jeg forsøge at belyse og granske de menneskesyn, der ligger bag henholdsvis den positive frihedsopfattelse og den negative frihedsopfattelse. Jeg mener nemlig, at der eksisterer en helt fundamental forskel hvad angår menneskesyn, der alt for ofte bliver forbigået og overset. Det er måske ikke det stærkeste argument imod en positiv frihedsopfattelse eller for en negativ frihedsopfattelse, men argumentet har en klar og skarpskåret retorisk slagside, som kan blive udnyttet til de liberales fordel. Men mere om det senere; analysen først.

Den negative frihedsopfattelse er i de fleste tilfælde baseret på en tiltro til, at når andre mennesker ikke forhindrer det voksne menneske i at udfolde sine evner og dispositioner, så vil det i almindelighed være i stand til at sikre sig hvad vedkommende har behov for, for at trives i sit liv. Det enkelte menneske har selvfølgelig til tider brug for både økonomisk og følelsesmæssig assistance fra sine fortrolige, men grundlæggende besidder det selv kapaciteten til at blomstre, hvis det ikke undertrykkes af andre mennesker. Hvis denne undertrykkelse stoppes, så vil det voksne menneske kunne udføre utallige opgaver og opfylde vidt forskellige mål – måske ikke alle lige effektivt og bestemt ikke alle samtidig, men ikke desto mindre med betragtelig succes. Den største forhindring mod at gøre fremskridt i livet er ifølge dette menneskesyn - som jeg pudsigt nok vil kalde det positive menneskesyn - altså andre menneskers indgreb. Når disse indgreb bliver ulovliggjort, gjort strafbare og afværget, vil folk have muligheden for at udøve deres kapacitet til at forbedre deres eget liv. Derfor behøver de ikke at indrullere andre til at tjene dem, men vil i stedet finde gensidigt acceptable måder at opnå deres fredelige mål på. Dette menneskesyn er ikke nødvendigvis et romantiserende menneskesyn, men kan faktisk være særdeles kynisk. Adam Smith og David Hume havde i min optik begge et positivt menneskesyn, og det selvom de mente, at det enkelte menneske ville være mere genuint optaget af at have mistet sin lillefinger end hvis 100 millioner fremmede mennesker døde i et jordskælv på den anden side af kloden. Det centrale er nemlig, at mennesket i kraft af sin ’self-love’ er et aktivt, kreativt, produktivt og selvmotiverende væsen, der kan skabe bedre vilkår for sig selv, hvis man forhindrer andre menneskers indgreb og indblanding.
Af den grund vil tilhængerne af dette menneskesyn – som Adam Smith og David Hume – naturligvis betone det nødvendige i at stoppe den skadelige og uønskede indgriben fra andre mennesker. Tilhængerne af dette menneskesyn vil altså som tendens tilslutte sig den negative frihedsopfattelse; frihed som fravær af tvang, og de negative rettigheder; selvejerskab, privat ejendomsret etc.

I direkte modsætning til dette menneskesyn findes et andet og noget mere dystert menneskesyn, der har bredest tilslutning blandt de personer, der fremfører den positive frihedsopfattelse og dertilhørende positive rettigheder. Disse personer tror, at mennesket er for dårligt udrustet til at komme fremad alene uden hjælp. Mennesket er enten for uvidende, for svagt, for fattigt eller på en anden tænkelig (eller utænkelig) måde for mangelfuld og utilstrækkelig til at stræbe hen imod et frugtbart liv.
Dette menneskesyn - det negative menneskesyn - resulterer meget ofte i en lovprisning af de positive rettigheder. Eftersom mennesket er passivt, hjælpeløst og uvirksomt, så gør det nemlig ikke den helt store forskel, at man fjerner de forhindringer og indskrænkninger som andres menneskers indblanding indebærer. Selv hvis al kriminel indblanding – lige fra slaveri til tyveri – blev stoppet, så ville mennesket sandsynligvis stadig ikke undslippe fattigdom, uvidenhed og generel social usikkerhed. I bedste fald vil kun enkelte, der har været så heldige at arve gode egenskaber i de naturlige og sociale lotterier, få succes, mens det resterende samfund ikke vil bevæge sig synderligt. Mennesket er altså grundlæggende ikke et skabende og produktivt væsen, men snarere et stillestående væsen, der kun bevæges af eksterne tilskyndelser og stød. Netop derfor er de positive rettigheder (ret til uddannelse, ret til forsørgelse, ret til lægehjælp etc.) vigtige – måske endda vigtigere end de negative rettigheder. For medmindre de få heldige tvinges til at støtte alle andre ved at afgive ressourcer, assistance og varer, så vil menneskeheden som helhed ikke bevæge sig særlig meget. I stedet vil menneskeheden forblive økonomisk, psykologisk, uddannelsesmæssigt, kulturelt og socialt underudviklet. Hvis man ønsker at forhindre dette, så må man altså indføre et omfangsrigt fordelingssystem med en væsentlig del positive rettigheder. Dette vil tilhængerne af dette menneskesyn – fra Karl Marx til John Rawls – i hvert fald mene.

Det liberale svar kan være flere forskellige ting. Man kan starte med at henvise til empirien. Det forholder sig nemlig sådan, at frihed i den negative forstand faktisk skaber vækst og samfundsmæssig fremskridt. Man kan se det på alle økonomiske niveau. Hvis du er i tvivl, så kan jeg anbefale dig, at du læser The Contribution of Economic Freedom to World Economic Growth af Julio Cole, Economic Freedom and Human Welfare: Some Empirical Findings af Herbert Grubel, The Driving Forces of Economic Growth af Andrea Bassanini og Stefano Scarpetta og så selvfølgelig den velkendte Economic Freedom of the World 2006 af James Gwartney og Robert Lawson. Du kunne også kigge på mit noget mere beskedne og korte referat af Johan Norbergs In Defense of Global Capitalism.

Hvis dette ikke er nok, så kan man også benytte sig af en anden tilgangsvinkel. Hvis det negative menneskesyn er bare nogenlunde sandfærdigt, så er tiltroen til staten nemlig et tragisk fejlskøn. For hvis mennesket generelt set er svagt hvad vil det så hjælpe at give nogle af disse mennesker ret til at udøve vold mod andre mennesker? Eller sagt på en anden måde: Hvis mennesket ikke under indflydelse af gruppepres og deres egen samvittighed vil hjælpe andre, hvorfor vil de mennesker, der skal befolke statens mange institutioner så agere anderledes? Stater er jo rent faktisk institutioner administreret af mennesker, ikke ærkeengle.

Der findes utvivlsomt mange andre liberale svar, men jeg vil ikke referere dem alle her, da det ikke er pointen med dette indlæg. Jeg ville i stedet belyse den ofte oversete forskel mellem de to grundlæggende menneskesyn, da jeg mener, at det i sig selv har en værdi. Forestil jer f.eks. en liberal retoriker, der som en anden Robert Green Ingersoll (eller Ayn Rand) beskriver de positive og negative menneskesyn: Der er to veje - den positive og den negative. Den ene vej er at leve for den verden, vi befinder os i, at udvikle forstanden gennem studier og forskning og gennem opfindelser drage fordel af naturens kræfter, således at vi kan få gode huse, klæder og mad, således at forstandens sult kan stilles med kunst og videnskab. Den ene vej er at tænke, at forske, at observere og følge fornuftens lys. Den anden vej er at slukke det hellige lys og blindt følge i andres fodspor. Den anden vej er at krybe og kravle, at forråde sig selv og at fratage andre den frihed, som man ikke selv har modet til at nyde. Det positive menneskesyn og liberalismen er den ene vej; det negative menneskesyn og kollektivismen er den anden vej.

Dette er anden del af en to-delt serie om Held og hans forvildelser. Første del kan findes her.

A model of ignorance

2007-02-20T23:35:00.000+01:00

Mit første semester på statskundskab er overstået og det andet semester er netop startet. Selvom det ville være formidabelt at kunne skrive et helt indlæg om hvor pragtfuldt det har været og hvor meget jeg glæder mig til næste semester, så er det desværre ikke muligt, da det ville være i direkte uoverensstemmelse med de strenge realiteter. Sandheden – et fænomen, der på bedste Randske måde hyldes her på bloggen – er nemlig, at det har været alt andet end pragtfuldt. En af grundene til dette er, at man som rabiat tilhænger af liberale tænkere gang på gang må overvære sine intellektuelle heroer blive reduceret til forstandsmæssig spild i idéhistorien. I sociologi-undervisningen går der f.eks. sjældent 10 minutter i træk uden en spydig, anti-kapitalistisk kommentar eller en eklatant forherligelse af socialismen/marxis- men/strukturalismen/(indsæt selv en venstreorienteret/egalitær/nonsens teori) - enten fra underviserens side eller fra de studerendes side.

Det er dog ikke sociologi-timerne, der gør mest ondt. Her er den ideologiske tilbøjelighed trods alt så gennemskuelig, at den nærmer sig det komiske. Nej, det er straks værre i de tilfælde, hvor der kræves et indgående kendskab til de liberale teorier før man kan erfare den smertende spot. F.eks. læste vi i faget Politologisk Grundkursus en bog om forskellige demokratimodeller med navnet Models of Democracy. Bogen er skrevet af David Held og er et sandt tour de force i fordækt egalitær lyrik. Efter en nogenlunde ædruelig gennemgang af hvad Held kalder ’legal democracy’ og ’the new right’ (hvad andre kalder minarkistisk libertarianisme), kan man alligevel læse følgende affærdigende svada:

The nature of the relationship between principle and practice in the New Right’s programme can be illuminated further by considering its appeal to liberty. This appeal, as articulated by figures like Hayek og Nozick, is unquestionably potent, but it is based on a highly limited and contentious conception of freedom. By defining all ‘distributional’ questions as ipso facto against the rule of law, questions concerning economic, social and racial inequalities are treated as illegitimate matters for political analysis and examination, despite the fact that some of these inequalities are, as we have seen, central to a thorough account of the nature of liberty in a modern society.
Further, while the distrinction between ‘law’ and ‘legislation’ is important in many respects – for all the reasons given by thinkers from Locke to J.S. Mill – in Hayek’s hands it is highly questionable. For it serves to remove certain critical issues from politics, to treat them as if they were not a proper subject of political action. This attempt to eradicate a range of questions from democratic consideration would, if succesful, drastically restrict the sphere of democratic debate and control.
Moreover, in a world where there is evidence of major and often increasing inequalities between classes, cultures, sexes and regions, it is hard to see how liberty – liberty to develop one’s own tastes, views, talents and ends – could, in fact, be realized if we do not consider a far broader range of conditions than Hayek’s analysis allows. It is here that the new-Marxists and, more recently, feminists have mounted their most powerful criticisms of liberal doctrines: to enjoy liberty means not only to enjoy equality before the law, important though this unquestionably is, but also to have the capacities (the material and cultural resources) to be able to pursue different courses of action.

Nu vil jeg ikke direkte påstå, at David Held er blød i bolden, men det er ikke desto mindre et faktum, at han har alvorlige problemer med at kapere selv de mest elementære bestanddele af libertarianismen. Robert Nozick reagerede i høj grad på de forestillinger, som Held fremfører i ovenstående uddrag. Store dele af Anarchy, State and Utopia handler derfor udelukkende om det forkerte og uretfærdige i Helds drømme. F.eks. skriver Nozick følgende:

The major objection to speaking of everyone’s having a right to various things such as equality of opportunity, life, and so on, and enforcing this right, is that these “rights” require a substructure of things and materials and actions: and other people may have rights and entitlements over these. No one has a right to something whose realization requires certain uses of things and activities that other people have rights and entitlements over.

Nozick vidste selvfølgelig godt hvilke konsekvenser det ville have for den politiske debat at gøre argumenter for fordelingssystemer ipso facto illegitime, men som ovenstående citat fint demonstrerer, så bekymrede det ham ikke det fjerneste. Dette skyldes, at Nozick fandt individets ukrænkelighed vigtigere end størrelsen af arsenalet af redskaber som den samfundsmæssige ingeniør har til rådighed. Nozick pointerede nemlig forstandigt og korrekt, at i det sekund man sætter omfordelende våde drømme over det enkelte individs ukrænkelighed, så vil det uanfægteligt resultere i vedvarende tvang. Sådanne drømme kan nemlig kun opretholdes ved omfattende og kontinuerlige indgreb i den fri udveksling af ejendom.
Jeg har skrevet dette mange gange her på bloggen, men lad os tage det endnu engang: Forestil dig en retfærdig fordeling af ressourcer, f.eks. en fordeling, der ’maksimerer’ en given befolknings materielle og kulturelle ressourcer. Denne fordeling kalder Nozick for D1. Herefter skal man forestille sig, at en million basketball-fans frivilligt vil betale 25 cents for at se Wilt Chamberlain spille. Dette vil medføre en ny fordeling, D2, i hvilken Chamberlain har 250.000$ mere end de næstrigeste i samfundet, som er de personer, der ikke har set Chamberlain spille. Nozick spørger så: ”If D1 was a just distribution, and people voluntarily moved from it to D2, transferring parts of their shares they were given under D1 (what was it for if not doing something with?), isn’t D2 also just?”
Hvordan vil Held besvare dette spørgsmål? Nu har samfundet jo udviklet sig til et samfund præget af en utilsigtet ulighed i materielle ressourcer, der følgelig betyder, at ikke alle har lige meget ’frihed’ til at efterstræbe deres drømme og ønsker. Skal der så omfordeles igen? De frivillige transaktioner stopper jo ikke bare efter Chamberlain har driblet lidt rundt med sin bold. Efter en rum tid vil der opstå en effektiviserede arbejdsdeling, hvor man køber sig til andres specialiserede ydelser og varer. I denne arbejdsdeling vil der sandsynligvis også være en grad af konkurrence, hvor dem der er dygtigst til at tilfredsstille andres ønsker, tjener mange penge og stiger i social status, mens dem der af forskellige årsager ikke kan levere en fyldestgørende og acceptabel ydelse eller vare, vil blive udkonkurreret og måske tabe anseelse. Inden længe har vi et samfund med masser af utilsigtet materiel, social og kulturel ulighed, men hvor alle transaktioner og udvekslinger har været helt og aldeles frivillige. Hvis Held virkelig vil være konsekvent, så må han nødvendigvis argumentere for at omfordele endnu engang tilbage til D1. Så på trods af, at Helds fantasi er blevet væltet gennem individuelle personers frivillige handlinger, skal man altså tvinge disse personer til at afgive deres ejendom, så samfundet igen kan blive som Held ønsker det. Dette vil Nozick ikke gå med til. Jeg er selvfølgelig på Nozicks side. Et fordelingssystem, der bliver nedbrudt af individuelle personers frivillige handlinger er simpelthen ikke værd at bevare ved hjælp af tvang og vold.

Der er altså intet revolutionerende i Helds og neomarxisternes indvending. Nozick behandler den faktisk tilfredsstillende i Anarchy, State and Utopia. Men måske har Held ikke læst den bog?

Dette er første del af en to-delt serie om Held og hans forvildelser. Næste del handler om det bagved- liggende menneskesyn og frihedsopfattelse i ovenstående citat fra Held.

Hvorfor sande liberale skal holde sig fra Det Konservative Folkeparti…

2007-02-14T02:45:00.000+01:00

Forleden kom det frem, at Jyske Bank rådgiver deres kunder i at få nedsat deres skatteprocent ved at udnytte såkaldte huller i skattelovgivningen. Det er en herlig idé, der utvivlsomt lokker smarte kunder i biksen. Jyske Bank er derfor heller ikke ene om at gøre sådan noget. Andre store banker som Danske Bank og Nordea har lignende ydelser, særligt hvis man har tiden til at kontakte en af deres rådgivere. Personligt kan jeg ikke se noget moralsk forkasteligt i det (tværtimod), men det kan vores samlede mængde af herskere til gengæld. Da de nyder tilværelsen af udkommet af vores arbejde kan jeg sådan set godt forstå deres beklemmelse og hjertebæven i denne sag, alligevel synes jeg, at nogle af deres kommentarer er lige lovlig voldsomme. Særligt de Konservatives Jacob Axel Nielsen har været ude med den lyriske malerpensel. Han mener – ifølge Nyhedsavisen - at Jyske Banks rådgivning ”svarer til en guide til et bankrøveri.” Den lader jeg lige stå og simre et øjeblik...

Et bankrøveri er en krænkelse af en andens ejendom. Som navnet så formålstjenligt antyder, så er det et røveri (af en bank). Hvis ejendom bliver i denne sag krænket af Jyske Bank, deres kunder og deres konkurrenter? Det kan ikke være bankens ejendom og det kan heller ikke være kundens ejendom, da de begge frivilligt accepterer transaktionen til begges gensidige fordel. Er det så statens ejendom, der bliver krænket? Hvis dette er tilfældet, så fordres det, at staten enten ejer det hele eller en del af den ejendom, der bliver handlet med. Hvis dette er sandt og staten misbilliger transaktionen, så er det en krænkelse.
Men er det virkelig tilfældet, at staten ejer det hele eller en del af den ejendom, der i dette tilfælde bliver handlet med? Dette vil vores samlede mængde af herskere måske fremføre. Lad os antage, at de har ret og staten rent faktisk ejer det hele eller en del af den relevante ejendom. Ja, lad os bare sige, at staten ejer de 47% den bramfrit postulerer er skattetrykket i Danmark (vi liberale ved selvfølgelig, at skattetrykket er væsentligt højere pga. de ’skjulte’ skatter). Problemet er, at disse 47% ikke kommer af sig selv, men derimod skal skabes af os, når vi arbejder. Dette betyder, at 47% af udkommet af vores arbejde ikke ejes af os. 47% af vores værdiskabende tid er vi altså – i ordets bogstaveligste betydning – slaver af staten. Vil vores herskere virkelig acceptere denne følgestrenge konsekvens?
Endvidere mangler vores herskere at redegøre for hvorfor staten ejer disse 47%. Der findes et utal af (dårlige) forsøg på dette, men de fejler alle fælt. I sidste ende er det eneste holdbare argument for, at staten ’ejer’ disse 47% nemlig, at staten har mange store våben og derfor kan true sig til det. Men hov, er det egentlig ikke hvad der sker ved et bankrøveri?

Krydsblogget på Liberator bRog.

Hvorfor sande liberale skal holde sig fra Venstre...

2007-02-01T17:10:00.000+01:00

Den gamle kommunist og rødstrømpe Karen Jespersen holdt i dag et pressemøde hvor hun forklarede hvorfor hun nu er Venstre-kvinde. Dette sagde hun - ifølge Politiken - om hvorfor hun skiftede til Venstre:

»Jeg mener, at Venstre sikrer en større lighed og solidaritet. Anders Fogh Rasmussen taler meget om samfundets sammenhængskraft. Det er et afgørende pejlemærke for mig, at der bliver ført en politik, der sikrer samfundets sammenhængskraft.«

Karen Jespersen fortsatte med at bræge og brøle og dette fik Politikens udsendte journalist ud af det:

»Venstre er et parti, der står vagt om grundlæggende liberale frihedsværdier. Ytringsfrihed, demokrati og kvinders ligestilling. Samtidig lægger det vægt på betydningen af et stærkt velfærdssamfund. Målet er personlig frihed og at den enkelte tager ansvar for sig selv - men forudsætningen er et godt velfærdssamfund. Den dobbelthed repræsenterer Venstre, og derfor blev det dem.«

Hvor liberalt er alt dette lige? Hun taler om grundlæggende frihedsværdier, men nævner egentlig kun ytringsfrihed. En vigtig værdi, som er værd at kæmpe for, men hvad med den private ejendomsret og retten til sin egen krop? Hun siger, at målet er personlig frihed, men hvad er den værd uden den økonomiske frihed (i øvrigt er det en af socialismens mest betydningsfylde propandasucceser at lave denne todeling af friheden)? Hvis man får konfiskeret udkommet af sit arbejde, så kan man have nok så meget fritid til at gøre de ting, man kan få staten til at betale for, men man er stadig ikke fri. Slaven er heller ikke fri, hvis han får mulighed for at bruge sin fritid på de ting som han kan få herremanden til at finansiere.

Den socialstat, som Karen Jespersen i høj grad har været med til at opbygge, er i sin essens en ekstraordinær systematisk berøvelse af borgernes ejendom og tilmed en konsekvent fornægtelse af borgernes råderet over den tilbageværende ejendom. Dette er bestemt ikke foreneligt med liberalismen, selvom Anders Fogh Rasmussen ihærdigt påstår dette. Tarzans forslag er, at Venstre skifter navn til Venstre- socialisterne. Så ville Karen Jespersen også føle sig lidt mere hjemme i partiet.

Krydsblogget på Liberator bRog.

Den politiske fangevogter

2007-01-29T13:24:00.000+01:00

Hvis man er en virkelig arbejdsom og flittig avislæser, så kan man en sjælden gang imellem være så heldig at støde på et overraskende begavet indlæg i en dansk avis. Det sker desværre kun med nogenlunde samme tidsinterval som Halleys komet passerer vores klode med, men ikke desto mindre hænder det altså på visse specielle dage. I dag er en sådan dag:

Gennem årtiers socialdemokratisk kollektivisering, moralisering, institutionsopbygning, røveri af personligt opbyggede værdier og fratagelse af personlig frihed lever størstedelen af befolkningen nu i en total illusion om, hvad frihed er, og hvad den betyder for et menneske. Friheden er blevet noget abstrakt, som levebrødpolitikere omtaler ved båltaler og i skattefinansierede, internationale bureaukratier som EU. Det skyldes ganske enkelt, at friheden på det konkrete plan i Danmark er erstattet af det modsatte: et tyrannisk fangenskab, som omfatter både økonomiske, politiske, kulturelle og værdimæssige sider af tilværelsen.

Læs hele den herlige kronik skrevet af den altid interessante Andreas Junge i dagens Berlingske Tidende.

Krydsblogget på Liberator bRog.

Dit liv er ikke en privat sag

2007-01-15T15:16:00.000+01:00

Nogle gange læser man ting som bare umuligt kan være seriøst ment. Denne artikel (kræver vist nok login) i magasinet Danske Kommuner fra den 4. januar falder i en sådan kategori af utrolige og utænkelige ting. Artiklen hedder ”Sundhed er ikke en privat sag” og er årets indtil videre mest formynderi-glorificerende publikation – hvis den da ikke bare en veludført, ironisk morsomhed.

Den koncentrerede essens er, at vi i Danmark har en alt for passiv og ineffektiv sundhedspolitik. Dette skyldes, at vi hylder det frie valg hvad angår livsstil, og derfor nøjes med blot at oplyse og forebygge i stedet for at gribe direkte ind. Denne påstand er mildest talt anelse paradoksal, når man tænker på de nyligt indførte regler omkring rygning på helt igennem private steder, men lad os for underholdningens skyld godtage den. Det helt store problem er selvfølgelig, at det frie valg er en vulgariseret og ideologisk myte. Eller som professor på Institut for Folkesundhedsvidenskab, Finn Diderichsen, siger det: ”Politikerne har siden 70’erne gemt sig bag idéen om, at livsstil er folks eget valg. Vi skal ikke være storebror, hedder det. Men tanken om, at alle frit vælger deres egen livsstil er en blindgyde.” Betyder det så, at staten skal til være vores storebror? Ja, det afvises i hvert fald ikke. Det er et decideret delirisk udsagn, der burde skræmme ethvert fornuftigt halvvejs til Skærsilden. Artiklen er dog kun lige startet og der kommer derfor meget mere, så hvis du allerede har forhøjet hjertebanken og litervis af sved på panden på grund af en snigende angstneurose fremprovokeret af ovenstående udsagn, så skal du måske ikke læse videre.
Det frie valg er altså en blindgyde. Folk kan simpelthen ikke selv vælge. Derfor er det heller ikke formynderi, når man laver restriktioner på rygning og sætter høje skatter på alkohol, men derimod en form for solidaritet, hvor man hjælper de svage til at leve på den sunde måde som de inderst inde gerne vil. Professor Bente Klarlund Pedersen, formand for Det Nationale Råd for Folkesundhed, tilføjer, at de svageste grupper ganske enkelt ”ikke har overskud til at træffe de sunde valg.” For selvfølgelig ønsker de at leve på den måde som helsefanatikerne på indeværende tidspunkt finder kernesund og vital for en høj livskvalitet. I virkeligheden er enhver McDonald’s- cheeseburger og Marlboro-cigaret indtaget af en person med en lav indkomst altså udtryk for en ubarmhjertig indre tyranni. Det kan i hvert fald ikke tænkes, at nogle rent faktisk nyder sådan noget uhygiejnisk og sundhedsfarligt makværk.

I min optik har ovenstående intet med solidaritet at gøre. Det er klassisk formynderi forklædt i klassisk helsefanatisk retorik. Jeg vil ikke engang gå så langt at sige, at det er prisværdigt af de to professorer, at de bekymrer sig om vilkårene for de ’ressourcesvage’ (ikke fattige, for de findes nemlig ikke længere), hvis deres bekymring så let udmønter sig i magtudøvelse og forbud. Nej tak, så hellere en hensynsløs ligegyldighed.
Hvad de to professorer ikke ser ud til at forstå er, at det ikke er lykken at efterleve en pseudo-videnskabelig, upersonlig og påtvungen brugsanvisning for et lykkeligt liv. Det lyder paradoksalt, men det er faktisk en gammelkendt pointe, der måske bedst blev beskrevet af Karl Popper i hans store forsvar for et frit samfund kaldet Det åbne samfund og dets fjender. Heri forklarer han, at forestillingen om, at man skal gøre andre folk lykkelige i sidste ende vil ende med, at man gør det modsatte. At forsøge at gøre andre folk lykkelige betyder ikke kun, at vi uundgåeligt vil trænge ind på disse menneskers private liv - det betyder også en overordnet intolerance mod afvigere, der ultimativt kan resultere i uhyrligheder som blodige udrensninger og skadelig hjernevask. Popper går ikke selv langt nok i sin kritik af denne romantiske formynderi, da han stadig fremfører, at det er en blåstemplet politisk og etisk pligt at hjælpe folk i nød. Problemet med denne forestilling er, at demarkationslinjen mellem at hjælpe folk i nød og gøre folk lykkelige er mere end bare svær at udpensle. For eksempel vil det at omvende hedninge med magt i en rettroende religiøs’ øjne ikke kun sikre dem et lykkeligt liv; det vil også forhindre den åndelige nød som den vantro nødvendigvis må befinde sig i. Resultatet er dog det samme, uanset hvordan man vælger at betragte det.
Min pointe er ikke, at man som privatperson skal lade folk sulte eller direkte æde sig ihjel. Det er en del af vores intuitive moral at hjælpe folk (særligt vores nærmeste) og lad det endelig forblive sådan, for der er en rigtig god grund til det. Men lad os heller aldrig hylde overdrevne etiske pligter, der skal effektueres ved hjælp af statens magt og tvang. Denne politiske formynderi og etiske forpligtigelsestrang har en bloddryppende tendens til at ende galt. Nej, overordnet laissez faire og en stor portion tilbageholdenhed er klart at foretrække – og det helt uanset om det frie valg er en myte eller ej!

Man skulle mene, at der ikke kan siges meget mere utroligt nonsens hvad angår den danske sundhedspolitik, men artiklen er langt fra færdig med kvalmefremkaldende postulater. For ligesom at understrege hvor forfærdelige konsekvenser et ikke synderligt frit samfund som det danske har, så kommer Bente Klarlund Pedersen med det mest elskede knockout-argument: Ulighed, skræk og ve! Hun formulerer det lidt anderledes, men essensen er det samme: ”Det er et barbarisk samfund, som accepterer så store forskelle i sundhed.” Hun krydrer denne hæmningsløse beskyldning med tal, der viser, at borgerne i Søllerød gennemsnitligt bliver 80,3 år, mens borgerne i Albertslund kun bliver 66,7 år.

Denne ulighed kan vi jo ikke have, derfor må vi udjævne kommunernes gennemsnitlige levealder ved hjælp af statens magt. Mit forslag er, at vi henretter en del af de gamle borgere i Søllerød, så kommunens gennemsnit falder til samme niveau som i Albertslund. Dette vil fjerne uligheden, ikke sandt? Så kan vi endvidere også skære benene af alle os med to ben og måske også prikke øjnene ud på os, for så får vi fjernet den barbariske ulighed mellem etbenede og tobenede og mellem seende og blinde. Det er intet problem at fjerne selve uligheden, hvis vi virkelig ønsker det. Det ønsker vi dog ikke, for i virkeligheden er uligheden i sig selv bedøvende ligegyldig og uinteressant. De to professorer har desværre bare ikke forstået dette. Finn Diderichsen forsker endda i ”mekanismer for social ulighed i helbred.” Latterligt emne! Jeg synes, at vi skal takke staten for, at vi alle kan få lov til at betale Finn Diderichsen for at bruge sin tid på dette meget tåbelige emne.

Der er et hav af andre citater, der er værd at udstille, men jeg vil slutte af med artiklens måske mest skræmmende (og ærlige) citat fra Bente Klarlund Pedersen:

Man bliver nødt til at kalde en spade for en spade og målrette indsatsen mod dem, der har store problemer. Forebyggelsen skal gå fra kampagner til direkte intervention ... Det har ikke tidligere været politiske opportunt at prikke til dem, der ryger eller aldrig motionerer, men det er en holdning, vi er nødt til at ændre på.

Skal jeg kommentere citatet eller er det nok at fremhæve den tomhjernede snak om direkte intervention og små kærlige prik til dem, der ikke makker ret? Jeg tror faktisk ikke, at citatet behøver yderligere kommentarer. Læs det i stedet en gang til og tak så endnu engang staten for, at vi alle kan få lov til at give en betragtelig del af vores penge til Bente Klarlund Pedersen, så hun kan lave handleplaner, der direkte underminerer vores frihed.

Bush' nye plan

2007-01-11T17:15:00.000+01:00

Tarzan har med hjælp fra en yderst troværdig kilde fået et grundigt indblik i George W. Bush’ storslåede planer for Irak. Her er en top ti over hans mest fantasifulde tiltag:

Top Ten Features of Bush's New Iraq Plan
10. Make the war best two-out-of-three
9. Blame it on that crazy New York gas leak
8. Convene blue-ribbon study group; ignore recommendations
7. Consult with Rumsfeld, who's now working as a casino greeter
6. Sit on ass until January 2009; let Hillary figure it out
5. Send Cheney to Baghdad with a shotgun
4. Tax cuts for the rich
3. Put Giants coach Tom Coughlin in charge of enemy, watch them collapse
2. Raise money for escalation by robbing Mick Jagger's apartment
1. Dig up Saddam and execute him again

Det der forslag med at sende flere soldater til Irak havde måske også fortjent en plads på listen, da det godt nok også er særdeles bagvendt og fantaserende. Men det er i hvert fald rart at se en politiker, der ikke er bange for at indrømme, at han laver en masse rod (og ja, jeg er et naturtalent til at finde lyspunkter)...

Rygning er sundere end fascisme

2006-12-31T05:32:00.000+01:00

Der er nogle artikler, der bare irriterer mig. Oftest er de i Politiken eller Information. Dette er ingen undtagelse. Mens Berlingske Tidende formår at fortælle en dybest set ligegyldig nyhed på nogenlunde sober vis, så leverer Politiken en rigtig grum mutation af selv samme nyhed: ”En million danskere pulser videre. Nu må der skrappere midler til, siger flere eksperter.” Ja, for vi kan da ikke have, at folk gør som de har lyst, vel?
Den danske amme-stat har i forvejen for nylig indført et forbud mod rygning på visse private områder. Ja, private områder. Barer, klubber, restauranter, private museer og private arbejdspladser i det hele taget er private områder ejet af privatpersoner – ligesom private lejligheder, huse og biler. Som om det ikke er forrykt nok, at staten kræver et hav af bevillinger, licenser og tilladelser før man kan gøre med sin private ejendom som man har lyst, så man skal åbenbart nu også plages af en række idiotiske regler omkring rygning.

Argumenterne bag dette uhyrlige formynderi er forbløffende tynde. Tarzan accepterer selvfølgelig, at passiv rygning kan være skadeligt. Rygning – passiv og aktiv – kan medføre kræft. Så simpelt er det. Men alligevel ryger rygerne. Hvorfor? Jo, af den simple årsag, at rygerne værdsætter det at ryge højere end det ikke at ryge. Det minder for så vidt om det klassiske argument for det frie marked. En handel på det frie marked er basalt set en frivillig udveksling af to værdier mellem to deltagere med henblik på deres egen gensidige fordel. Frivilligheden betyder, at ingen af de to deltagere tvinger den anden deltager til at acceptere udvekslingen. Den gensidige fordel betyder, at begge parter frivilligt indgår i udvekslingen, fordi begge mener, at de vil forbedre deres vilkår igennem byttehandlen. Der foregår altså en Pareto-forbedring – nogle bliver bedre stillet uden andre bliver dårligere stillet. Det er det samme med rygning. Rygerne værdsætter det at ryge højere end deres penge og deres sunde helbred, derfor ryger de. Hvem bliver dårligere stillet af det?

Så følger klagesangen om, at rygerne er afhængige og ikke havde en fuldkommen viden før de traf deres valg – de lider altså af imperfekt information. Men nej, rygere er ikke mere afhængige end de sagtens kan stoppe med at ryge, hvis de virkelig ønsker det. Millioner af mennesker gør det hvert år. Og ufuldkommen viden før de startede? Hvilken ryger har startet med at ryge 20 smøger om dagen uden at vide, at smøger er vanedannende og potentielt farlige? Alle har da på et eller andet tidspunkt fået en anti-rygningslektion af venner og familie. Selv hvis man ikke har venner og familie, så kan man vel læse det der står på pakkerne.

Det næste vi skal høre på, er alle de skvadderhoveder, der himler op om negative eksternaliteter. Rygning skader andre gennem passiv rygning og det overbelaster vores offentlige sundhedsvæsen, lyder det. Igen er det nogle tynde argumenter.
Lad os tage passiv rygning først: Når du går ind på en bar eller klub, hvor der bliver røget, så er du altså selv uden om det. Ingen tvinger dig til at gå derind og du må meget gerne finde et andet sted, hvis du alligevel bare skal stå og brokke dig over røgen. Det samme gælder på din arbejdsplads. Hvis det virkelig generer dig så meget, at der bliver røget, så må du finde et andet sted at arbejde. Måske vil Tarzan endda følges med dig, for han er heller ikke vild med at sidde og arbejde koncentreret i en mindre skovbrand. Bare du ikke begynder at brokke dig over, at folk skader dig imod din vilje. Ingen har proppet en pistol for din pande og tvunget dig til at være der. Hvis nogle skulle være så tåbelige at gøre det, så ville du selvfølgelig have en grund til at brokke dig – dine lunger er privat ejendom og hvis nogle tvinger dig til at ødelægge dem, så har du ret til erstatning.
Det andet såkaldte eksternalitetsproblem vedrører vores offentlige sundhedsvæsen. Rygning koster millioner af skattekroner, lyder det. I mine øjne er det egentlig bare et fint eksempel på hvor dårligt det offentlige sundhedsvæsen fungerer. Det er jo en klassisk regeringsfejl, at vi eksternaliserer de negative omkostninger ved individuelle dårlige livsstilsvalg til den samlede befolkning. Hvis sundhedsvæsenet var privat ville det problem jo ikke eksistere, for så skulle rygerne selv betale for deres behandling.
Men derudover er det da også et underligt argument at bruge, hvis man kun ønsker at begrænse rygernes frihed til at ryge. Rygning er jo ikke det eneste, der koster staten mange penge. Hvad med AIDS? Homoseksuelle mænd, der dyrker sex, har en langt større chance for at få AIDS og det koster altså mange, mange penge at behandle. Skal vi ikke forbyde homoseksuelle mænd at have sex så? At have homoseksuel sex er jo også bare et livsstilsvalg ligesom så meget andet (at være homoseksuel er måske ikke et valg, men at have homoseksuel sex er). Hvad med tennis? De får tennisalbuer som vi andre skal betale for via det offentlige sundhedsvæsen. Skal vi forbyde tennis også så? Hvorfor ikke? Det er jo også bare et livsstilsvalg.

Nej, argumenterne holder simpelthen ikke, hverken dem om ufuldkommen information eller negative eksternaliteter. Hold jer væk, pater- nalistiske fascister. Lad folk ryge. Deres er deres krop og det er deres private ejendomme. Og til alle jer der ikke gider høre på en formynderisk og sikkert statsstøttet ’ekspert’ gøre sig til talsmand for at tage skrappere midler i brug for at stoppe frie menneskers frie valg: Ryg en cigaret eller cigar nytårsaften. Rygning er trods alt sundere end fascisme. Godt nytår!

Imod frihed?

2006-12-28T21:11:00.000+01:00

Lektor Henrik Palmer Olsen skriver i Weekendavisen nr. 51, at ”for at arbejde for friheden er man nødt til at gå imod friheden.” Bag denne leg med ordene kan man finde en udbredt vildfarelse, der i Henrik Palmer Olsens tilfælde medfører en decideret begrebsmæssig voldtægt af liberalismen. Henrik Palmer Olsen er ikke ene om at begå denne udåd, men hans indlæg i Weekendavisen er en strålende illustration på den bevidste begrebsforvirring som visse personer i det politiske miljø udspreder, derfor vil jeg gerne forsøge at komme med et (liberalt) svar.

Henrik Palmer Olsen henter sit første argument for sit orwellianske udsagn fra filosoffen John Stuart Mill. Et kardinalpunkt i liberalismen er meget groft sagt, at enhver handling, der ikke skader andre, skal være tilladt. Man må altså kun gribe ind over for de af vores handlinger, der berører og skader andre. Dette er et fornuftigt og klassisk liberalt princip som jeg kun kan tilslutte mig. Mill leverede desværre en katastrofal udvanding af princippet, idet han fortolkede det så bredt, at det at man undlader at gøre en handling, der ellers ville have hjulpet andre, også er at skade dem. Derfor må man også gribe ind overfor undladelser og fravalg af bestemte handlinger og tvinge vedkommende til at gøre visse ting, der (muligvis) hjælper andre.

Når Henrik Palmer Olsen agiterer for denne muterede fortolkning, så gør han det på bekostning af det klassiske liberale princip, jeg tilslutter mig. Problemet med fortolkningen er nemlig, at den forveksler muligheder med frihed – og det med katastrofale samfundsmæssige følger som konsekvens. Den oversete forskel mellem mulighed og frihed erfares bedst ved hjælp af en lidt simplificeret opstilling: Frihed skal forstås negativt, mens muligheder skal forstås positivt.
Frihed er en negation af tvang, eller sagt på en anden måde: frihed er en tilstand af fravær af tvang. Da frihed på denne måde er negativt kan den opfyldes ved, at folk blot afholder sig fra at bruge tvang. Hvis ingen tvinger dig til at gøre noget og dine forhold, kontrakter, holdninger og handlinger er valgt frivilligt, så er du fri. Det er derfor vi har tanke- og meningsfrihed, ytringsfrihed, privat ejendomsret og retten til vores egen krop. Disse rettigheder kan opfyldes uden det kræver en aktiv indsats fra andre mennesker: Andre mennesker skal sådan set bare lade dig være.

Muligheder er noget helt andet. Muligheder er de konkrete forhold, kontrakter, holdninger og handlinger du har at vælge mellem i en given situation. I en verden med ubegrænsede ressourcer ville muligheder og frihed sandsynligvis være det samme, da den eneste forhindring for at realisere dine inderste ønsker og drømme i en sådan verden ville være andres menneskers tvang. Desværre lever vi en verden med knappe ressourcer. Det er ikke kun materielle ressourcer, det handler om. Tid er f.eks. en ikke-materiel ressource, der virkelig begrænser vores muligheder. At vi altid mangler tid er dog ikke en begrænsning af vores frihed. Det er heller ikke en begrænsning af vores frihed, at vi ikke kan finde en pige at tage ud og danse med eller ikke kan finde en dygtig nok tennis-partner. Det er begrænsninger af vores muligheder.
Dette er den betydningsfulde forskel. Andre mennesker kan begrænse dine muligheder ved bare at lade dig være helt alene – så har du f.eks. ingen danse- eller tennis-partner – men de kan ikke begrænse din frihed ved at lade dig være, tværtimod. Faktisk forholder det sig sådan, at hvis du skal have et bestemt sæt af muligheder, så forpligter det alle os andre til at stille de muligheder til rådighed for dig. Dette er tilfældet med retten til uddannelse, bolig og understøttelse, som er kerneelementer i den moderne velfærdsstat. Disse rettigheder er positive fænomener, der i modsætning til den negative frihed, befordrer, at andre aktivt sørger for, at man får dem opfyldt. Retten til uddannelse betyder i den moderne velfærdsstat således, at andre skal tvinges til at sikre dig muligheden for tage din ønskede uddannelse, f.eks. ved at bygge universiteter og andre læreranstalter for deres egne ressourcer. Dette har intet med frihed at gøre. At have frihed til at uddanne sig betyder sådan set bare, at ingen ved hjælp af tvang forhindrer dig i at tage den uddannelse, du har lyst, tid og penge til (f.eks. ved at tvangsindkalde dig som værnepligtig eller tage din penge og give til andre). Frihed til at leve i et sundt miljø betyder heller ikke, at vi andre skal tvinges til at sørge for, at du får stillet et dejligt landsted til rådighed hvor du kan leve kernesundt og billedskønt uden forurening. Det betyder blot, at vi ikke ved hjælp af tvang forhindrer dig i at leve et sådan sted hvis du har muligheden for det (f.eks. ved at ekspropriere din smukke ejendom og bruge den til togstationer og golfbaner).

Når Henrik Palmer Olsen derfor siger, at ”for at arbejde for friheden er man nødt til at gå imod friheden,” så burde han egentlig have sagt ”for at arbejde for, at alle får et bestemt sæt af muligheder, er man nødt til at gå imod friheden.” Dette blotlægger hvor lidt liberale Henrik Palmer Olsens forestillinger i virkeligheden er. Hvor det i socialismens glansperiode hed lighed over frihed hedder det nu muligheder over frihed. Forskellen mellem de to alternative principper er dog forsvindende lille. Begge principper foreskriver en bestemt sluttilstand og et bestemt fordelingsmønster, der i det ene tilfælde er ligelig og i det andet tilfælde er ’mulighedsoptimerende’.
Sådanne slutprincipper kan bare ikke realiseres vedvarende uden vedvarende indgreb i folks liv. For at illustrere dette kan man forestille sig en fuldstændig retfærdig fordeling af ressourcer, hvor alle har lige muligheder (eller ”lige frihed” som Henrik Palmer Olsens eufemisme hedder). Derefter skal man forestille sig, at hundredetusinde musik-elskere alle frivilligt vil betale 5000 kroner for en super smart cd-afspiller. Dette vil medføre en ny fordeling, i hvilken producenterne af den smarte cd-afspiller har tjent et ocean af penge, og derfor naturligvis har langt, langt flere muligheder for at realisere deres drømme end normale mennesker har. Og hvad vigtigere er, så har de hundredetusinde musik-elskere nu ikke råd til at betale for sine skolebøger, for benzinen til bilen eller for sit barns fritidsinteresser. Musik-elskerne har altså ikke så mange muligheder som andre (de er dog stadig lige så frie som alle andre). Hvis man virkelig vil være konsekvent i sit forsøg på at optimere hele befolkningens muligheder, så må man nødvendigvis argumentere for at omfordele endnu engang. På trods af, at den oprindelige position blev væltet gennem individuelle personers frivillige handlinger, skal man altså tvinge nogle til at afgive deres ejendom, så samfundet igen kan blive retfærdigt. Ethvert fordelingssystem vil altså altid blive væltet gennem individuelle personers frivillige handlinger og hvis man skal opretholde et sådan system kan det kun gøres ved hjælp af vedvarende tvang på bekostning af friheden og frie menneskers frie valg. Henrik Palmer Olsens holdninger er altså alt andet end liberale.

Dette er dog ikke alt der er at indvende. Man kunne på baggrund af ovenstående foranlediges til at tro, at der findes en fasttømret dikotomi mellem muligheder og frihed. Dette er ikke sandt. Det er sandt, at man kan ofre friheden for mulighederne, som Henrik Palmer Olsen agiterer for. Man kan derimod ikke ofre mulighederne for friheden. Tværtimod optimerer man ofte folks muligheder på lang sigt ved at lade dem have frihed til at gøre som de vil (så længe de ikke bruger tvang og vold overfor andre). Samfundsmæssig velstandsfrembringelse er nemlig baseret på, at vi følger vores egeninteresse i at forbedre vores eget liv. Denne egeninteresse har vi lettest ved at følge, hvis vi er frie, dvs. ikke bliver tvunget til at følge alle mulige formynderiske regler og ikke bliver tvunget til at afgive resultatet af vores arbejde, som Henrik Palmer Olsen ellers ønsker det.
Når vi så hver især frit forfølger vores egeninteresse finder vi hurtigt ud af, at vi lettest og mest effektivt kan få opfyldt vores langsigtede interesser gennem samarbejde. Den liberale økonom Adam Smith forklarede dette for en del hundrede år siden. Han tog udgangspunkt i hvordan man fremstillede en nål i 1776: Én mand trækker tråden ud, en anden retter den ud, en tredje skærer den op, en fjerde spidser den til, en femte slibe den på toppen så nålen kan modtage et hoved, at lave et hoved kræver i sig selv to eller tre særskilte opgaver, at sætte hovedet på er en særegen forretning, at blege nålen er en anden og det er endda et erhverv at pakke nåle i papirindpakninger. Hvis én mand skulle udføre alle disse opgaver ville han dårligt nok kunne fremstille 20 nåle om dagen, men når 10 mænd går sammen og laver en arbejdsdeling imellem sig, kan de producere op til 48.000 nåle om dagen, altså 4800 per mand. Dette er små 100.000 gange mere end hvis de gjorde arbejdet helt alene.

Denne form for samarbejde forøger alles produktion og produktivitet helt enormt til alles fordel. Det handler ikke kun om nåle, men også om cd-afspillere, mad, drikkelse, huse, biler, cykler, rejser, ja, faktisk alt produceret på det frie marked. Der bliver simpelthen mere af alt ved hjælp af samarbejdet. Vi bliver rigere, hvilket på lang sigt giver flere og bedre muligheder for alle. Samarbejdet er altså forskellen på Nordkorea og Sydkorea. På Venezuela og Chile. På Afrika syd for Sahara og Sydøstasien. Og det fungerer kun optimalt, når vi er frie til at følge vores egeninteresse, i stedet for at være underordnet et tilfældigt fordelingsmønster eller ”en vis central politisk styring” som Henrik Palmer Olsen kalder det.
Det forunderlige er, at personerne i samarbejdet sjældent kender hinanden og endnu mere sjældent rent faktisk ved, at de er med i et enormt samarbejde. De tager bare på arbejde, gør deres job, modtager deres velfortjente løn og tager hjem og hygger sig med familien. De følger deres egeninteresse uden store planer om at skabe et gloriøst og smukt idealsamfund, men igennem samarbejdet opstår der en velstandsfrembringende, spontan orden, der ikke er resultatet af et eller nogle få menneskers bevidste konstruktion, men det utilsigtede resultat af talrige, isoleret bevidste handlinger. Den eneste forudsætning for dette er frihed. Så nej, lad os aldrig gå imod friheden. At gøre dette medfører skændig tvang og dårlige kår. Og det er slet ikke liberalt!

Denmark: Uncut & Uncensored

2006-12-21T02:04:00.000+01:00

Lars Seier Christensen har skrevet en rigtig fin kommentar, der i det store hele referer Tarzans holdning til Ungdomshuset på fornem vis. Noget af det første, jeg lagde mærke til da jeg kom til Danmark fra Junglen var, at mennesker, der stjæler, lyver og truer med vold, bliver belønnet – så længe de benytter sig særlige politiske virkemidler. De indfødte kan ikke se dette, derfor har det overrasket dem, at nogle unge mennesker stjæler og truer med vold helt eksplicit og uden politisk slør.
Jeg håber, at disse unge voldsromantikere får danskerne til at se, at deres elskede amme-stat i virkeligheden har muteret deres gemyt til ikke at tage ansvar for sig selv og til ikke at respektere andre personer og deres ejendom. Jeg håber inderligt, at farcen omkring Ungdomshuset får danskerne til at se, at hele denne betændte sag er Danmark uden makeup, spindoktorer og special effects. Eller som Lars Seier Christensen skriver det:

Det er interessant at se en bred skare af politikere tage afstand fra de voldelige elementer i Ungdomshuset på Jagtvej. Selvom det selvfølgelig er positivt, at der er grænser for politikernes tolerance overfor selvtægt, så bør ingen dog være i tvivl om, at de selv over de seneste 30-40 år har skabt fundamentet for Ungdomshusets beboere og deres opførsel.

Mange yngre mennesker - og en del ældre - har i dag simpelthen ingen forståelse for begreber som værdiskabelse og ejendomsret. Efter at være blevet vænnet til statens omsorg på stadig flere områder, og statens tilsyneladende ubegrænsede ressourcer, har mange mennesker ikke længere en grundlæggende forståelse af, hvordan et samfunds økonomi fungerer.

Der er ikke stor praktisk forskel på at have et arbejde eller ikke at have et, og der er masser af opportunistiske stemmer, der synger sirenesange om alt, hvad en borger i Danmark har krav på - uden nogen målbar modydelse eller forpligtigelse. Og hvad er mentalt nemmere for en utilpasset, doven eller umoralsk person end at kræve sin "ret" - og samtidig fordømme de kapitalistiske aktiviteter, der brandbeskattes for at betale for en endeløs række af statslige ydelser. ...

Der er en klar tendens til, at kravene til velfærdsstaten bliver stadig større, og lydhørheden for at lade en rimelig del af værdierne forblive hos dem, der rent faktisk skaber dem, bliver mindre og mindre. Og lad os ikke være naive - der er også en tendens til at voldsanvendelse for at opnå endnu mere, ses som acceptabelt af mange unge.

Så det vi ser på Jagtvej, det er fremtiden.

Beklageligvis ser det fortsat ikke ud til at politikerne har modet til at forklare basale samfundsøkonomiske sammenhænge til befolkningen og derfor må man forvente at værdiskredet fortsætter i de kommende år. Det breder sig desværre også fra bøllerne på Jagtvejen til middelklassedanskerne, der i stigende grad føjer sig til velfærdshylekoret.

Det store spørgsmål er imidlertid, hvornår desillusionen sætter ind hos den minoritet, der skaber værdierne til at opfylde alle andres mange krav. Når det sker, og værdiskabelsen enten bliver mindre, eller simpelthen flyttes væk til andre, mere venligtsindede lande, så vil den fulde økonomiske konsekvens af værdiskredet blive åbenbaret. Og den vil ikke blive behagelig for hverken bøllerne eller velfærdsdanskerne - og heller ikke for eventuelle tilbageblevne kapitalister. Det er nok ikke særligt klogt at blive tilbage for at slukke lyset i et velfærdsamfund på afgrundens rand...

Hattip til Uriasposten for linket.

South Park Libertarians

2006-12-11T05:01:00.001+01:00

I denne måned er der i Reason Magazine et godt interview med Trey Parker og Matt Stone, skaberne af det geniale South Park, hvor de udtaler sig om Muhammed-krisen, religion i det hele taget, venstreorienterede, højreorienterede og og en masse andre interessante ting.

Jeg tror, at South Park er den måske vigtigste eksponent for libertarianismen når det kommer til et bredt publikum. Jeg kan i hvert fald ikke komme på en mere betydningsfuld og velkendt fortaler for frihed. Derfor har jeg meget at takke Trey Parker og Matt Stone for. Tarzan gree-ah South Park eho!

En dialog om Hoppes argumentationsetik

2006-12-10T03:17:00.000+01:00

Scene: En obskur blog på internettet. To personer mødes.

Zeno: Jeg har lige læst et interessant kapitel om argumentationsetik skrevet af Hans-Hermann Hoppe. I kapitlet bliver det fremført, at alene det faktum, at to mennesker diskuterer over en rum tid, er nok til at retfærdiggøre den libertarianske dogmatiske etik.

Veritas: Det lyder underligt. Jeg kan faktisk ikke lige se det umiddelbart rigtige i det standpunkt.

Zeno: Lad mig forklare det lidt bedre så. Nogle ytringer er selvmodsigende, f.eks. er ’dette udsagn er falsk’ en selvmodsigelse i sig selv. Andre ytringer er ikke selvmodsigelser i sig selv, men de er selvmodsigende at ytre og fremføre. F.eks. er det en selvmodsigelse at ytre udsagnet ’jeg er stum’, for det viser netop, at man ikke er stum. Disse selvmodsigelser kaldes performative selvmodsigelser – altså et udsagn, der når det ytres, modsiger sig selv. Det er Hoppes pointe, at der er en sådan performativ selvmodsigelse at argumentere imod den libertarianske selverskabstese.

Veritas: Den må du nok hellere uddybe.

Zeno: Jo, når man diskuterer, så accepterer man implicit en række normer for diskussionen. Jürgen Habermas kalder dem for transcendentale betingelser for rationel argumentation. Man accepterer f.eks. at man kun må overtale hinanden ved hjælp af fredfyldte metoder og fornuftbetonede argumenter. Ellers er det ikke en diskussion. Hoppe mener, at man også accepterer den libertarianske selvejerskabstese, for hvis man oprigtigt ønsker at overtale andre på fredelig vis, så forudsætter man, at denne person har eksklusiv brugsret til sin egen fysiske krop og absolut ret til egne tanker og meninger. Ingen ville nemlig nogen sinde kunne fremføre noget som helst og ingen kunne nogen sinde bliver overbevist af nogen ved hjælp af argumentation, hvis man ikke antog, at man havde eksklusiv kontrol over sin egen krop og sine egne tanker. Enhver der forsøger at argumentere for en hvilken som helst filosofisk forestilling antager allerede at have en eksklusiv ret over sig selv idet han siger ’jeg argumenterer for følgende…’. Enhver der modsiger en sådan ret vil blive fanget i en performativ selvmodsigelse, fordi han forudsætter retten alene på baggrund af, at han argumenterer.

Veritas: Hvad så med den private ejendomsret? Den behøver man vel ikke forudsætte?

Zeno: Jo, hvis vi ikke havde ret til noget andet end vores krop, så ville vi alle ophøre med at eksistere og diskussioner ville derfor overhovedet ikke eksistere. For at overleve bliver man simpelthen nødt til at optage en ekstern ressource udenfor sin egen krop – med andre ord ’homesteade’ den og gøre den til privat ejendom. Hvis man ikke accepterede ’homesteading’ og privat ejendomsret, så ville man reelt være handlingslammet, fordi man så ikke kunne foretage sig noget med eksterne ressourcer uden alle menneskers samtykke, både kommende, fortidige og nutide. Da dette er fuldstændig umuligt vil alle før eller siden ophøre med at eksistere. Det er altså kun ved hjælp af en eksklusiv ejendomsret, at man kan opretholde sig selv og fortsætte med at argumentere over en vis periode. Så alene det faktum, at vi er i live og diskuterer betyder altså implicit, at vi accepterer ’homesteading’ og den private ejendomsret. At argumentere for andet ville være en performativ selvmodsigelse.

Veritas: Jeg synes stadig ikke, at det er nogle overbevisende argumenter.

Zeno: Alene det, at vi har denne diskussion betyder, at du accepterer den libertarianske etik.

Veritas: Okay, lad os antage, at man rent faktisk gør det når man diskuterer. Men hvorfor er det eksklusiv kontrol over hele sin krop? Jeg accepterer da kun, at du eksklusivt ejer din mund, ører, hjerte, hjerne og andre kropsdele, der er nødvendige for at argumentere. Det ville vel ikke være en performativ selvmodsigelse at fornægte dig eksklusiv kontrol over dine ben, dine nyrer og andre for en diskussion unødvendige kropsdele. Der er altså intet selvmodsigende i at sige, at det er moralsk rigtigt at tage visse af dine kropsdele og give dem til personer, der har brug for det.

Zeno: Nu spiller du dum. Selvfølgelig skal jeg have kontrol over hele min krop.

Veritas: Så du mener altså, at lamme personer eller personer, der har fået amputeret visse kropsdele, ikke kan diskutere? Prøv at forklare det til Stephen Hawking...

Zeno: Jo, men...

Veritas: Endvidere har du kun ret til dele af din krop hvis du rent faktisk er med i en diskussion. Det er ikke selvmodsigende at nægte en person selvejerskab, hvis man samtidig nægter at indgå i en diskussion med vedkommende. Hvis jeg f.eks. mener, at du er mig naturligt underlegen og er født til at være min slave, og kun diskuterer dette forhold med folk, jeg mener er mine ligemænd og gerne vil tildele delvis selvejerskab, så begår jeg ikke en performativ selvmodsigelse at nægte dig selvejerskab.

Zeno: Det er måske rigtigt nok, men der er jo ingen mennesker, der er slaver og underlegne fra naturens side.

Veritas: Det kan vi to måske godt blive enige om, men det ændrer stadig ikke på, at Hoppes argument ikke er så selvindlysende som du får det til at lyde. For en nazist vil den ikke-ariske race være underlegen og ikke værd at diskutere med – og derfor begår nazisten ifølge Hoppe ikke en performativ selvmodsigelse at nægte dem retten til deres egen krop. Desuden findes der ret beset mennesker, man ikke kan diskutere med – f.eks. små babyer og stærkt mentalt handicappede. Begår jeg en performativ selvmodsigelse ved at nægte dem selvejerskab?

Zeno: Nej, det gør du vel ikke.

Veritas: Præcis. Der er intet selvmodsigende i, at jeg fortæller dig, at jeg gerne vil bruge deres kroppe som min private skydeskive for mine dartpile.

Zeno: Vil du da det?

Veritas: Nej, det vil jeg selvfølgelig ikke, men det illustrerer fint min pointe: Ifølge Hoppes egne præmisser, så har man kun ret til at eje dele af sin krop og kun hvis man faktisk indgår i en diskussion. Der er meget langt fra dette til den libertarianske etik, han ellers fremfører.

Zeno: Men ikke desto mindre giver du ham lidt ret...

Veritas: Jeg tænkte nok, at du ville ende med at sige noget i den stil. Nu hvor jeg har tænkt lidt over det, så vil jeg faktisk ikke give ham ret på ét eneste punkt. Hele hans såkaldte argumentation hænger nemlig slet ikke sammen. Jeg kunne med lige så god ret postulere, at alle har eksklusiv ret til at eje et landområde, fordi man i en diskussion bliver nødt til at have et sted at stå eller sidde. Hvis man benægter, at alle har eksklusiv ret til et landområde så begår man altså en performativ selvmodsigelse.

Zeno: Det holder jo ikke. Bare fordi man benytter et lille landområde under en diskussion så giver det altså ikke fuldt og eksklusivt ejerskab over dette stykke jord.

Veritas: Præcis. Det er at blande anvendelse og ejerskab sammen og det er lige netop det dit argument for selvejerskab gør. Din og Hoppes konklusion vedrørende selvejerskab følger simpelthen ikke af jeres præmisser – man kan allerhøjest konkludere, at det er en performativ selvmodsigelse at påstå, at man ikke behøver at anvende sin krop for at diskutere. Dette er bare en etisk set banalitet og ligegyldighed som man ikke kan bruge til noget som helst interessant.

Zeno: Tja, det kan der måske være noget om. Jeg synes nu alligevel, at det er nogle spændende argumenter for den libertarianske etik.

Veritas: Problemet er, at det ikke er argumenter, men blot løse antagelser og underlige påstande. Alene det historiske faktum, at slaver og herrer rent faktisk har formået at diskutere meningsfuldt, er vel nok til at vise, at jeres såkaldte argument ikke holder i virkeligheden. Det er blot meget ubegrundet antagelse, at selvejerskabet følger af det at diskutere, ikke en eviggyldig sandhed. For at deltage i en diskussion har man ikke brug for andet end nok tid til at lytte til modpartens argumenter og fremføre sine egne. Ligesom utallige slaver og herrer uden tvivl har gjort det gennem den menneskelige historie om alt lige fra landbrug til rengøringsmetoder og børneopdragelse. Eller ligesom mange mennesker har gjort det om alverdens emner mens de var spærret inde i et fængsel uden ret til noget som helst. Eller ligesom vi gør nu. Lyt og tal. Man har ikke brug for at eje sig selv eksklusivt eller ’homesteade’ en masse ekstern ejendom. Nej, det holder simpelthen ikke at forsøge at begrunde selvejerskab, privat ejendomsret og ’homesteading’ i andet end det faktum, at det skaber mere menneskelig lykke end noget andet – det er dog også alt hvad jeg har brug for at vide.

Zeno: Du er splitterravende tosset. Jeg gider ikke spilde min tid på dig og jeg gider ikke diskutere med dig!

Veritas: Det må du selvfølgelig selv om. Men var det der egentlig ikke en rigtig performativ selvmodsigelse?

Scene: Exeunt.

Læs mere om Hoppe og hans argumenter her og her.